Forside > Nakke- og piskesmæld

En stor del af os oplever på et tidspunkt gennem livet at have ondt i nakken eller måske får man et piskesmæld eks. i forbindelse med et uheld.
Et piskesmæld betyder for mange mennesker et afgørende vendepunkt i deres liv. De oplever – måske for allerførste gang – kroppen sætte sig i førersædet, mens intellektet og det rationelle hoved pludselig er forvist til det sekundære passagersæde.

Mange forskelligartede symptomer gør deres indtog – ofte tilsyneladende uden sammenhæng og mening, og den etablerede lægeverden synes heller ikke at kunne udskrive nøglen – hverken i form af piller eller behandling.
Listen af symptomer forekommer endeløs – hovedpine, svimmelhed, træthed, kæbespændinger, nakkesmerter, søvnbesvær, koncentrationsbesvær, fordøjelsesproblemer, frustration, synsændringer og hukommelsesbesvær er blandt de hyppigste. Og ofte er flere symptomer til stede samtidigt!

Dermed kan et piskesmæld have store sociale konsekvenser – den lidt uhåndgribelige diagnose er ofte svær at håndtere, både for den piskesmældsramte som for dennes omgivelser. Et piskesmæld kan ikke lægges i gips og derved synliggøres – tværtimod er der som regel overhovedet ingenting at se, og omgivelserne har svært ved at begribe det levende helvede, som findes bag de trætte øjne.

Helt centralt i behandlingen af et piskesmæld er den blide berøring – den alene kan afgøre, om behandlingen bliver en succes. Nervesystemet hos en piskesmældsramt er næsten altid ”stresset op” – det er, som om kroppen/nervesystemet stadig befinder sig i en ekstrem alarmtilstand.

Mange piskesmældsramte bliver ofte dybt forundrede over den fantastiske/”mirakuløse” virkning, som denne elegante protokol har. Typisk har de prøvet en del andre behandlingsmetoder, men har aldrig rigtigt oplevet blivende forandringer. Og pludselig ligger de så under et par næsten umærkelige hænder, og deres symptomer ”bliver væk”.
Èn af Kranio-Sakral Terapiens helt store forcer er det indgående kendskab til det autonome nervesystem og derved måden at arbejde med det på. Eks. betyder en afklemt Vagus-nerve et stresset nervesystem – så hjælper det altså ikke at massere nakken. Kroppen kan ganske enkelt ikke tage imod behandling, hvis ikke nervesystemet først er bragt i rimelig balance – faktisk vil den ofte i sin alarmerede tilstand opleve massage som yderligere stress. Den blide berøring løsner og afbalancerer systemet på få behandlinger og dèt er hemmeligheden bag Kranio-Sakral Terapiens store succes med behandling af piskesmæld!